Babysalmesang i Vetterslev Kirke

Vetterslev-Høm sogn inviterer til Babysalmesang i Vetterslev Kirke

Er dit barn mellem 2 og 10 måneder er babysalmesang sikkert noget for jer!

Her vil du og dit barn få en fælles musikalsk oplevelse gennem sang, leg og dans og samtidig opleve rummets gode akustik, som vil sende de små glade hvin helt op i hvælvingerne!

Få en anderledes oplevelse med dit barn, som med begejstring vil nyde lyden af sangen og den fulde opmærksomhed, der vil være imellem jer.

Vi mødes første gang tirsdag den 25. august kl. 10:30 – 11:30 hvor vi synger og leger i kirken og bagefter hygger med te/kaffe.

Der kræves ingen særlige forudsætninger: Man skal ikke være sanger for at synge for sit barn. Hos os er det primære fokus, at du får en god oplevelse med dit barn i kirkens stemningsfulde rum, samtidig med at dit barns kreative udvikling styrkes gennem musik og sang, og så er det en god måde, at lære den danske salmeskat bedre at kende – og få mulighed for at møde andre søde babyer.

Praktisk: Da et kirkegulv som regel ikke hører til de varmeste steder, har vi underlag at sidde på, men det er en god idé at medbringe et ekstra tæppe eller barnevognsdynen til dit barn. Vi har mikroovn, hvis der skal varmes en flaske.

Tilmelding: Det er ganske gratis at være med til babysalmesang, men tilmelding er nødvendig, da der er begrænsede pladser. Tilmelding skal ske til Conni Gosmer Schmidt på CSG@KM.DK

Vi glæder os til at se jer til babysalmesang og sammen få rørt stemmen, dansebenet og hyggegenet!

Med venlig hilsen Karen Aagaard Dam (Kirkesanger og babysalmesangsleder)